fredag den 18. januar 2013

2. Uge starter specielt!!

Så er jeg igang med den anden uge. Undervisningen forgår om formiddagen, det er rart. Så er man lidt mere frisk, og har mulighed for at tage med på nogle ture som Andres fra skolen arrangerer.
Men i dag mandag fik jeg en noget "speciel" udflugt!! En af mine folkedanservenner Karin har en fætter hernede, - Ervin som kom og besøgte mig i dag, da han havde forretninger i byen. Jeg havde nævnt for ham at jeg måske var interesseret i noget frivilligt arbejde.
Så han tog mig med hen til sine venner/forretningsforbindelser - et dansk par Sonja og Eigil Christensen fra Ålborg, der har tjent en formue ved at sælge deres trykkerivirksomhed i Danmark.
De har startet et projekt for at hjælpe enlige mødre som har levet på gaden, - dels ved selv at betale - dels ved at søge diverse fonde her og der. Projektet går ud på at lære de unge kvinder at sy, så de på den måde kan komme videre og klare sig selv. De har ansat nogle lokale til at styre aktiviteterne, men mangler alligevel flere som kan hjælpe med at give dem en helt basal viden om både kost, hygiejne m.m.

Først blev Sonja lidt skuffet, da hun fandt ud af at jeg jo ikke blev her i flere måneder, hun syntes (som også jeg) at vi havde en god kemi. Men jeg har også svært ved at se, hvordan jeg kan give noget af min erfaring videre, med mit trods alt mangelfulde spanske! Men hun bad mig om at tage med ud til stedet i morgen, for at få et indtryk af det. Det takkede jeg selvfølgelig ja til.

En anden dansker hernede, som er en af deres venner, er Peter Kolind (bror til Lars Kolind,Oticon) - Peter har oprettet - og kører stadig "Caritas Feliz" et meget respekteret skoleprojekt for de fattigste børn her i Granada. Det er lidt fantastisk pludselig at opleve danskere, med den kaliber af en pengepung, lave så meget uegennyttigt, humanitært arbejde!

Det helt specielle ved denne oplevelse var, at de boede i et af de flotteste, og totalt gennemrenoverede gamle huse i kolonistil. Kæmpestort med swimmingpool midt i den yderste gårdhave og huset fyldt af fornemme malerier og ægte antikviteter. Selvfølgelig viste hun mig begejstret rundt, og fortalte at hun havde haft fornøjelse af at indrette det hele, - men de virkede helt almindelige, rare og nede på jorden.
Nu tror jeg at jeg har set yderpunkterne af hvordan man lever her i Granada!!


Yderste gårdhave med poolen.


Meget fint køkken...jeg "sneg" mig til nogle fotos ;0) i al diskretion!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar