Alle er simpelthen så søde og vil vise mig alt det spændende de kan, - så tiden bliver lidt knap. Det er også helt fint, jeg lægger nogle billeder på FaceBook af og til så har jeg også selv lidt at kigge tilbage på.
Flyturen fra Istanbul til Montreal gik fint, selvom vi blev næsten to timer forsinkede. Siva og hans børn ventede på mig i lufthavnen, så det var nok mest træls for dem.
Det var dejligt at se hvor godt han har klaret sig her i Canada. Han har haft godt arbejde det meste af tiden og sidder nu i en mellemleder stilling på en fabrik hvor han arbejder med kvalitetskontrol af CNS robot maskiner.
Vino hans hustru er rigtig sød og virker til at være en klog kone. Hun arbejder med at indberette lægers medicinkoder til de offentlige myndigheder. Derudover har hun lavet sin egen lille business med at hjælpe folk til at oprette børneopsparinger. Jeg forstod aldrig rigtig helt deres system i Quebec m.h.t. offentlig støtte. Hun var faktisk lidt lettere at forstå end Siva - han har meget tamilsk accent.
Datteren Matha var dog allerbedst til engelsk og taler også flydende fransk efterrsom det er sproget de bliver undervist på. Hun var en utrolig sød og moden pige som også var interesseret i den øvrige verden. Når jeg havde svært ved at forstå forældrenes forklaringer, var hun der og gjorde det nemmere for mig. Lillebror Pranavan er en sød knægt på 9 som spiller computer ligesom alle andre børn på den alder.
De bor i et dejligt hus, som Siva fortæller at hans chef har hjulpet ham til at købe. Der er et stort rum i kælderen, plus et værelse med to store senge hvor jeg residerer, - jeg har såmænd også mit eget badeværelse. Fra stuen i kælderen er der adgang til garagen, hvor der er plads til to biler. Det er nu kun den nyeste af de to de har der kommer ind om natten. De har en tredie stående som er slidt op. Den har dog stadig nummerplader på! For måske skal de ha den anden fornyet og så kan de åbenbart bruge de samme nummer plader. Der er ikke det skattesystem som vi kender! Iøvrigt havde alle biler kun nummerplade bagpå, ikke foran! Men det er vist kun i Quebec provinsen det er sådan. I Toronto ser det mere normalt ud :o)
Siva er tydeligvis ret religiøs - mere end sin kone! På et tidspunkt sagde hun med et smil, at i gamle dage var det deres form for underholdning :o)
Vino havde taget fri fra sit arbejde de dage jeg var der, - desværre havde Siva først fri ugen efter, så det var mest hende jeg talte med. Og det var egentlig helt fint.
En dag kom han lidt tidligere hjem fra arbejdet, fordi de havde planlagt at tage mig med en tur op i bjergene, en times kørsel længere nordpå, til et af de mest berømte templer i Canada.
Formålet var at deltage i en Hindu-ceremoni og den efterfølgende "puja" - som er et reelt måltid mad. Det var en meeeeget lang ceremoni , hvor et par af guderne blevet overhældt med forskellige væsker (drikkevarer?), drysset med blomster og spiselige sager - ind imellem blev de vasket og skrubbet grundigt. Man må jo endelig ikke sidde med fødderne mod Guderne! Så det var lidt hårdt at holde ud til at sidde på gulvet i - jeg tror næsten - halvanden time.
Ind i mellem måtte vi dog også op at stå for at blive stænket med lidt helligt vand, modtage lidt mælk i håndfladen og få et hvidt mærke i panden. Sidst i seancen gik vi i procession rundt om hele templet, - tempelmunkene i spidsen med en lang "fork" hvorpå der var spiddet forskellig frugt - og andre der ringede med forskellige larmende klokker!
Ved den efterfølgende "puja" fik vi ris og sammenkogte grønsager - alt blev spist med fingrene - også noget der var en slags sød byggrød. Det er åbenbart tradition i deres kultur.
Det var meget interessant at overvære, og en sympatisk religion der tillader alle at være med, - uanset om man er kvinde, kristen, katolsk eller muslim. Ingen spørger eller kigger skævt efter en. Til stedet var også knyttet en slags yoga skole, hvor jeg kunne se at der var en del unge europæere.
En dag så jeg en video de havde lavet af Marta's "puberty - ceremony" - det er vel næsten det der svarer til vores konfirmation. Marta og jeg så den sammen og hun fortalte hvor hårdt det havde været! Op kl. 4:30 for at få lagt make up og blive iklædt den første kjole og diverse smykker (som de dog havde lejet :o) - så i en limousine hen til et stort forsamlingssted, hvor de havde inviteret 200 mennesker!! Så skulle hun sidde på en "piedestal" og involveres i en masse forskellige hellige ceremonier, som hun faktisk ikke selv forstod ret meget af.
Derefter klædes om og spise lidt af al den mad der var lavet - for senere at blive stående fotograferet parvis med næsten alle gæsterne. Nogen af dem anede hun faktisk ikke hvem var!
Og som hun fortalte - tilsidst havde hun fuldstændig ondt i kinderne af at stå og forsøge at smile, så hun var glad sa hun blev kørt hjem igen kl 5 om eftermiddagen!!
Den sidste dag kørte Vino mig til lufthavnen. Jeg havde fundet en billig flybillet til Toronto til næsten samme pris som togbillet.....TROEDE JEG!! Det viste sig selvfølgelig at være et af de der møg lavprisselskaber, hvor man så skal betale en hulens masse penge for at få sin kuffert med!! ØV!! Næste gang jeg booker indenrigs i et andet land, vil jeg være lidt mere forsigtig og tjekke alt bedre!
- Posted using BlogPress from my iPad
Location:Toronto 28. Juli 2015
Ingen kommentarer:
Send en kommentar